HVAD GÅR DET UD PÅ?

Extinction Rebellions kunstgruppe har lavet 28 gravsten – én for hver COP – som vi vil bære i et begravelsesoptog gennem København.

Det skal være en begravelse med stil, larm, taler, musik og humør, så det kan høres helt ind på Christianborg.

Vi håber, at I vil gå med i optoget og vise, at vi er mange og meget forskellige, og at det ikke er gråt og trist at være klimaaktivist. Jo flere vi er, desto flottere vil begravelsesoptoget blive, og forhåbentlig vil det få flere til at blive aktive.

Begravelsesoptoget vil finde sted lørdag den 14. september og gå ad følgende rute:

  • Folkets Park, Stengade kl. 12.00-12.10
  • Metroen ved Nørreports Runddel kl. 12.30-12.45
  • Stefanskirken kl. 13.00-13.20
  • Den Røde Plads kl. 13.30-16.00

Extinction Rebellions kunstgruppe har anmeldt demonstrationen til Københavns Kommune og politiet. Det er med andre ord: Et lovligt arrangement.

Vi har foreløbigt planlagt processionen således: Forrest går stenbærere med de 28 COP-gravsten. De er klædt i sort fra top til tå. Herefter følger en trommeslager og 5-6 oil slick, som er dystre sortklædte skikkelser, som symboliserer det fossile samfunds last og forbandelser. Alt dette, er noget vi står for i Extinction Rebellions kunstgruppe,

MEN VI MANGLER I SKRIVENDE STUND STADIG FOLK TIL AT BÆRE GRAVSTEN. Bagefter følger så et (forhåbentlig: kæmpe) begravelsesoptog. En broget flok af mennesker og andre arter, som sørger over, at vores politikere ikke har formået at løfte deres ansvar og sikre arternes levesteder og overlevelse. Alle i optoget går med, fordi de vil kæmpe for, at noget nyt og bedre skal opstå af asken fra de fejlslagne COP’er.

På vores stop undervejs på ruten vil der være taler og musik m.m. Vi vil sørge for at invitere nogle fede bands og spændende talere og også have nogle indslag, hvor vi inviterer alle – både aktivister og ikke-aktivister – til at medvirke. Der arbejdes på følgende ideer, hvoraf de fleste allerede er i hus:

  • Få en tegning af dig selv som klimaaktivist Vi har et par tegnere, som lynhurtigt kan lave en tegning af folk, der har lyst til at posere som klimaaktivist. Det er sjovt, både for den, der bliver portrætteret, og dem, der kigger på.
  • Demokratikondi
  • Økologisk dans
  • Folkemusik
  • Operakor
  • Rock/punkorkester
  • Taler om klima, infrastruktur og aktivisme

Og sidst, men ikke mindst: alle organisationer, der er med, vil have en stand på Den Røde Plads, hvor folk kan henvende sig og høre mere om hver enkelt organisation

HVORDAN KOMMER MAN MED SOM ORGANISATION ELLER PRIVATPERSON?

Hvis I har lyst til at være med til at arrangere begravelsesoptoget eller har gode ideer til indslag, vil det være alle tiders. Vi vil gerne have så mange som muligt som medarrangører. Det er også fint, hvis I bare vil stå som medarrangører på de sociale medier.

Selve begravelsen af de 28 COP’er vil finde sted på Den Røde Plads, hvor der også vil være opstillet en scenevogn til brug for musik og talere. Når vi slutter vores optog på Den Røde Plads, vil vi opfordre alle, der er til stede, til at blive aktive i en klimaorganisation, hvis de ikke allerede er det. Derfor er det vigtigt, at alle organisationer har en kontaktperson på Den Røde Plads, der kan stå med et skilt eller banner fra organisationen – eller måske en lille bod – så interesserede kan få en snak med lige netop den klimaorganisation, som passer dem bedst.

Skriv til os på e-mail outreach@xrdk.org, og fortæl, om I har lyst til at være med i vores COP-begravelse den 14. september.

Rent praktisk kan I bidrage med så meget, som I kan overkomme. Det vigtigste for os er, at vores vifte af arrangører er bred, så vi får flere til at arbejde for en bæredygtig fremtid.

Alle er velkomne til at skrive til mette.birchholdt@yahoo.dk, hvis I har kommentarer eller spørgsmål.

HVIS DU VIL VIDE MERE OM ÅRSAGEN TIL AKTIONEN:

Den dystre baggrund. .

Foregangslandet Danmark er en bundskraber med hensyn til biodiversitet, og ser vi isoleret på klimaområdet, opføres der masser af nye, dyre boliger, Københavns Lufthavn skal udvides, og der anlægges adskillige nye motorveje – med kolossale CO2- udledninger alene i anlægsfasen. Lynetteholmsprojektet er en absolut katastrofe idet det både ødelægger biodiversitet OG klima - og det er der da også mange eksperter, der har rystet chokeret på hovedet af. Her har XR’s kunstgruppe udført blokader mod jordtransporterne over flere dage som protest mod vanvidsprojektet. Og sådan kunne listen fortsættes – næsten i det uendelige. Alt sammen projekter, der ikke er brug for, hvis vi skal omstille til et lavemissionssamfund, som ikke overskrider planetære grænser for CO2-udledning.

Samtidig har vi et industrielt landbrug, der i den grad overforbruger ressourcer, ødelægger jorden og vandmiljøet, og i tilgift piner vi ”produktionsenhederne” (https://www.information.dk/…/ny-rapport-viser-store…). Der er ingen tvivl om, at der er meget at tage fat på her i Danmark. Men vi kan ikke løse ret meget alene. Klimakatastrofen er global, og selv om Danmarks natur scorer en bundplacering, står det virkelig skidt til overalt. Man har længe været klar over, at Jordens klima har det elendigt, og siden 1992 har der været afholdt globale klimatopmøder, de såkaldte COP’er under FN’s klimakonvention.

For at COP’erne kan foretage nogle fornuftige beslutninger, udarbejder FN’s klimapanel IPCC jævnligt rapporter om, hvordan det står til med klimaet, og man kommer med anbefalinger til, hvad der bør gøres. Efterhånden har IPCC’s rapporter udviklet sig til sande rædselsberetninger om, hvor menneskeheden er på vej hen. Vores politikere foregiver at læse og forstå i hvert fald et resumé af IPCC’s rapporter.

Derfor kan det heller ikke undre nogen, at politikerne typisk starter hver COP med at erklære, at der virkelig bør gøres noget. Men når slutdokumentet underskrives, ser vi igen og igen: Venlige opfordringer til landene om at gøre noget ved klimaet – men helt uforpligtende. Og uden bindende aftaler, sker der ingenting: Alle 28 COP’er er dumpet med et brag. Den elendighed vil vi lægge i graven i Extinction Rebellions kunstgruppe.

Vi ved, at vi ikke er alene. Ikke alene organisationer, der kæmper for klima og biodiversitet, kræver, at vi alle bliver nødt til at tage klimaet alvorligt. Også FN’s generalsekretær António Guterres taler med store bogstaver: ”Vi står i en kamp for vores liv, og vi er ved at tabe. Udledningen af drivhusgasser bliver ved med at vokse. Globale temperaturer bliver ved med at stige. Og vores planet nærmer sig hurtigt vendepunkter, der vil gøre klimakaos irreversibel”.

I oprør for livet Extinction Rebellions kunstgruppe